Paul Korsgaards hjemmeside

Tilbage

Musik
 
Velkomst video dansk (foreløbig)
Welcome video english (foreløbig)
Musik jeg kan lide(længere nede, men du kan klikke her)
Musikere fra før nu (længere nede, men du kan klikke her)

Musik har altid haft min store kærlighed. Den startede egentlig allerede i fireårs alderen, hvor jeg bl.a. hørte Four Jacks på vor grammofon, jeg kan også huske der var et gammelt nummer der hed: ”Ud på flisen Karoline”, jeg kunne synge dem alle, og hvor har det dog været skønt at genhøre Four Jacks numrene i GlassalenOle Busk og Paul i Tivoli, i 1998, sammen med min gode ven Hanne Locher. Naturligvis har jeg DVD’en derfra, Hanne forærede mig den til Jul. Her deres kendingsnummer, Mandalay, snyd ikke dig for denne fantastiske video fra først i halvfjerdserne, med den helt originale besætning. Jeg havde ikke læst noget om den pågældende forestilling. De fire kunstnere startede med at spille udenfor tæppet. På et tidspunkt sagde Kjeld Heick at der ikke lød ligesom de originale Four Jacks. Så gik tæppet op og hvem stod der? Peder Kragerup og selvfølgelig Tivolis Bigband, mine favoritter. Da var glæden stor, jeg husker det fuldstændigt tydeligt.

Jeg startede med at spille guitar da jeg var 12, jeg fik da min første elektriske Teisco guitar, nok den dårligste spade man overhovedet kunne få! På dette tidspunkt spillede drenge der var fremme i skoene i pigtråds orkester. Det var nu ligegyldigt med spadens kvalitet, jeg måtte kæmpe mange år skulle det vise sig, for bare at kunne spille en smule. Der var ingen musikskoler dengang, og i folkeskolen kunne man kun lære at spille på blokfløjte, hvad jeg så også gjorde. Jeg husker dog vi fik en ung lærer, Tage, lige fra lærerseminaret. Han var lidt progressiv og interesserede sig for traditionel jazz. Han ”tog os med” og lærte os at spille nogle af de klassiske dixieland numre som: ”Basin street blues”.

After Tea:

Da jeg blev 13, kom jeg til at spille i orkesterPimmes sangforstærkeret After Tea, jeg ”spillede” på single og ”sang”. I orkesteret var vi fire. Pimme, Poul, Ole og jeg. Pimme havde ikke råd til to sangsøjler, så vi måtte nøjes med en enkelt Dynacord, en SUS. Vor sangforstærker, der naturligvis var rørbaseret, ses her til venstre. Rent faktisk både Poul og jeg senere en AC30 (Vox), hvem der dog havde beholdt den. 

Young Flowers

Hør lige et nummer med Young Flowers, datidens Cream, som var vort forbillede. Vi spillede flere numre af dem fra Blomsterpistolen, jeg husker specielt det dejlige nummer: You upset me baby. Jeg har hentet videoen fra Sjønnes hjemmeside, den er fantastisk, fra 1968, viser den flippede tid. Young Flowers blev dannet under den progressive Rythm Blues periode, og bestod af Gen Gudenmand på trommer, Jens Dahl på single og vokal, begge fra Defenders, senere Per Frost på single og vokal i stedet. På Bas og vokal Peter Ingemand, det er ham der synger på det syrede nummer. Per Frost kom senere med i Midnight Sun, bla. sammen med Frank Lauridsen. Han var kendt som en fantastisk guitarist, hans superlange hvide hår, hans specielle røde "V formede Gibson" og hans to Dual Showman, som jeg også brugte næsten 10 år efter. Orginalbesætningen i Young Flowers ses her.
  
Jeg har endnu ikke fundet andre billeder fra denne periode, så det første jeg viser her øverst, er fra 1972 hvor Ole Busk Jepsen og jeg sidder på trappen. Oles storebror Jan Busk, var én af dem der lærte mig at spille en smule på guitar. Jan er desværre død for nogle år siden, han var et af mine idoler dengang. Han spillede i et Haderslev orkester der hed Sparks, det andet hed Reges. Ole Busk er stadig aktiv musiker og har i efteråret 2010 udgivet er rigtig god CD.

Se Oles hjemmeside www.olebusk.dk .

Jeg spillede med Ole Busk og Mogens Hegelund, sidstnævnte fra de tidligere Baronets. Vi havde lavet et ret stort "studie" ovenpå, som vi havde beklædt med æggebakker på vægge og loft. Herved var det muligt at få et helt lyddødt øvelokale. Som altid var det mig der var idé mand, Ole og jeg udførte projektet i fællesskab. "Studiet" kaldte vi for: "Æggebakken".

Musikken vi spillede var inspireret af Carole King og James Taylor primært. Vi var 3 mand på seks strenget guitar, jeg gik i 1972/1973 over til at spille bas, 4 strenge var nemmere at håndtere end 6. Flemming "Bamse" Jørgensen gav mig engang den samme forklaring, det var nu ment som en spøg er jeg sikker på. :-). Ole og jeg spillede nu også alene sammen, hvor repertoiret var numre som Gasolin (der endnu var ret ukendte), Beatles, Black Sabbath og mange andre.

Her et uddrag fra Oles hjemmeside:

Musikinteressen i Ole Busks liv startede som 8 årig, da han fik sin første guitar.
Han startede med at spille i et band som 15 årig, hvor han sammen med bassisten, Paul Korsgaard, indrettede et øverum i Laurids Skausgade i Haderslev.

Året efter, i 1972 startede han i det lokale band ”OTTO”, hvor der i starten blev spillet ”hjemmelavet rock”, men efter et års tid, begyndte bandet at spille ”suppe-steg-og-is” i stedet, dette mest for pengenes skyld.
Fra 1975 spillede Ole i det ny-startede band ”Nice Guys”, hvor han for første gang spillede i band sammen med sin bror Jan. Bandet spillede rock/pop fra 60’erne og 70’erne, og havde engagementer på de fleste populære dansesteder i Sydjylland
Sunrise

Jeg startede med at Paul Korsgaard Sunrisespille i Sunrise i maj 1973. Jeg boede stadig hjemme hos mine forældre i Haderslev og var 17 år. Jeg kom lige fra at have spillet akustisk musik med Ole Busk og så til at spille i et rigtigt elektrisk orkester, det var en kæmpe oplevelse. Det var Sjønne og jeg der talte sammen telefonisk, efter jeg havde set en annonce i avisen hvor de søgte en bassist. Dengang blev man ikke bedømt på musikken man kunne præstere, men i stedet på hvilket gear man havde i form af guitar, forstærker og mikrofoner. En Fender Jazz bas må åbenbart have været acceptabel, da jeg blev inviteret ned til Hoptrup der ligger ca. 10 kilometer syd for Haderslev. Vi mødtes i den lokale ungdomsklub, der holdt til i den tidligere Sognerådsbygning i Hoptrup.

Der må have været et eller andet arrangement jeg ikke helt husker, for allerede første aften gik vi på senen og spillede. Jeg husker bl.a. All along the watch Tower, et nummer skrevet og indspillet af Bob Dylan, men nok mest kendt med Jimmy Hendrix. Vi fandt hurtigt ud af vi skulle spille sammen. Jonny boede i noget kollektivagtigt, der flyttede jeg ned og så kørte det ellers for os. Ikke at vi tjente de store penge, men vi nød det og gik højt op i det.

Da jeg blev medlem af Sunrise, var jeg naturligvis den første til at indføre ny teknologi. Da jeg første gang havde hørt den ukendte gruppe fra København, Gasolin. Oplevede jeg at de havde en mand siddende nede i bag, med en mikser. Hele ideen var, at han styrede og miksede hvad der kom ud af sang og instrumenter. Det havde vi aldrig set før i Danmark, det var helt nyt. Det var Tommy Boksers lillebror, Hvide blev først senere involveret i det. I dag køre stort set alle bands efter det princip, en del solister såmænd også.

På det tidspunkt, tresserne og nu start halvfjerdserne, var problemet, hvad angår lyd, altid at få sangen højt nok. Resten af lydtrykket fra instrumenter, rettede sig så ind efter hvor højt man kunne få det vokale ud. Grunden var resonans, grunden at mikrofonerne havde tilbage føring (feed back), der gjorde at systemet gik i selvsving, og dermed hylede med egenfrekvensen.

Af ovennævnte grund, kunne jeg slet ikke se, nogen som helst grund til også at belaste sanganlægget, som PA anlægget hed på dette tidspunkt. Lidt senere fik vi PA anlæg der i høj grad havde løst resonansproblemet, hvilket var en stor landevinding. Første gang jeg prøvede den var på et Montarbo anlæg, ude fra Svend, der havde Tonehuset i Vojens. Det lød så godt, og vi brugte Montarbo i 3 år, i Highlights senere. Musikerne fra ”København”, rynkede på næsen af det italienske hønselort, som Steen fra Rainbow sagde. Vi var ligeglade, for det lød faktisk fantastisk.

Det første system jeg havde hørt løse problematikken var et EV (Electro Voice) system.

Nå ---- vi måtte Dynacordogså bruge denne helt nye teknologi, som kun Gasolin hidtil brugte. I Sunrise havde vi faktisk en femte mand med, Philip Lysen. Philip, havde jeg truffet flere år forinden, fordi han også fløj med modelfly som jeg, der var baseret på forbrændingsmotor. Ligeså interesserede han sig også for elektronik. Philip og jeg fik hurtigt rigget udstyr op at stå, til den nye teknologi. Vi brugte coax kabler ned til ”mikseren”, der var en Dynacord forstærker, med hele fire kanaler og vist på 50 Watt. Herfra tilbageføring til højttalerne, med formegentlig lampeledning på 2 stk. 2 x 0,75 kvadrat. Lidt signallys til musikerne, og så isolerbånd om det hele. Dynacord forstærkeren var af typen Eminent, rørbaseret, og ses her til højre. Det var "lidt" the state of art, bemærk fælles bas og diskant, ligeså, sammen med dem, en mastervolumen kontrol. Yes. 

Som ”rack” fandt vi et gammelt udstillingsstativ. Nu kommer det helt specielle. Vi ville have et ekkoanlæg, for at få sangen til at lyde meget bedre. Et sådant havde vi ikke råd til. Dynacord havde teknologien, Binzon også. Vi måtte atter engang selv konstruere noget. Philip havde en spolebåndoptager med to tonehoveder, og vups, så havde jeg en ide! ……. Vi lod simpelthen det første tonehovede optage hvad vi sang, og lod derefter den næste aflæse hvad det første tonehovede havde optaget, for så at føre det tilbage til PA anlægget, dog dæmpet i relation til det optagede signal. Herved gik ekkoet jo i sløjfe, og vi fik på den måde flere ekkoer efter hinanden, det virkede faktisk rigtig godt. Ekko intensiteten blev styret over et potentiometer på tilbageføringen, og ekko frekvensen på båndhastigheden. Simpelt, men godt. I stedet for at lave en båndsløjfe, lod vi bare spolerne sidde, som Philip så bare spolede tilbage i pausen. Jeg så fem år efter Speed Henning i Shellyes havde lavet det samme, bare med en Revox båndoptager i stedet. Henning og jeg var nogle rigtige tekniknørder. Han spillede naturligvis på Hammond med den gamle 147 cigarkasse Lestly, for øvrigt sammen med Anders Tind, nu i Fenders. Også tak til Philip for mange mange dejlige, kreative, hyggelige, nørdede og lærerige stunder.

Se fantastiske Philip på denne video, sammen med også fantastiske Bubber, i Thy lejren. Philip giver Bubber en brunkage, og bag efter fortæller at det er en hashkage. Klippet er hentet fra Sjønnes hjemmeside

Jeg bør lige nævne, at Savage Rose nok var de første herhjemme, der startede på det på den måde. Miksermanden sad dog på senen, og styrede deres, dengang fantastiske, Dane sanganlæg. Det var Alex Riels lillebror, der stod for miksningen, og for at smide vilde fans ned fra scenen. Det var også én af lillebroderens amerikanere, de altid kørte i, men en trailer i bag til instrumenterne. Hvordan pokker de så fik et Hammond derind, fortæller historien ikke noget om.

Nede ved Genner strand, var der et sted med udsigt over vandet der hed Genner strand café, der slog vi vore folder. Dette ikke kun ved at spille musik. Jeg havde glemt det, men Sjønne mindede mig om det. ”Krofatter” var vi ikke altid enig med, han hed Børge og var tilhørende det tyske mindretal i Sønderjylland. Vi kaldet ham Profit Børge.

Sunrise bestod af Bent Johansen på trommer, Hans Jørn "Sjønne" Jakobsen på single og vokal, Johnny Scmidt på rytme og vokal, og jeg på Bas og "vokal". Johnny forlod os dog tidligt, hvorefter vi tre andre fortsatte. Philip var jo lydmand, og vi var den gang i syv sind, omkring hvorvidt Philip også skulle med på vor plakat. 

 

SjønneSunrise spillede vi numre som: Langebro, Lopopora Williamsi, På banerne (Derudaf), Det var Inga, Katinga og smukke Charly på sin Harly med Gasolin der var kommet frem lidt før Sunrise opstod. Power Boogie med Elephant's Memory, Lady in Black med Uriha Heep, Garden Party,  Når lyset bryder frem m. Sebastian, Rock me Baby med David Cassidy, Fed Rock og Stærk Tobak med Shu-bi-dua osv.    
Senere forlod vor rytmeguitarist Jonny os, vi fortsatte da tre mand, hvilket egentligt var udmærket. Sjønnes forældre havde den største gård i Diernæs, her var der gode muligheder for at øve når det passBent Johansenede os. Vi havde tidligere øvet også i Laurids Skausgade i Haderslev, først i Ole Busk og mit æggebakkestudie, dernæst et andet sted i bygningen.
 
 
Billederne her er fra Genner forsamlingshus 1973 - 1974, vi spillede da som trio. Men var jo oprindelig en kvartet af unge dynamiske, energiske og håbefulde musikere. Til højre er det mig til venstre Sjønne. Vi var og er begge til Fender guitarer og forstærkere.

Julle and the Yardless
 
Dette billede er fra 1974,Paul i 1974 da jeg spillede med Julle and the Yardless. Se lige mit hår, gid jeg havde et sådant nu, så skulle det have samme længde. Med Julle spillede vi blues i 1974. Det var stort at spille med Julle der i virkeligheden hed Hans Kristian Juul, i familien kaldet Hansi. Han var ca. 10 år ældre end jeg, og havde været et af mine idoler i 12 – 13 års alderen. Simpelthen Sønderjyllands ”Peter Belli”. Jeg havde altid haft lyst til at spille blues, jeg kunne og kan lide stilarten og så er det nemt at spille blues grundet der kun er tre harmonier. Til højre for mig ses et lille udsnit af Ingos Les Paul spade, Ingo omtales senere, og ses til venstre, en beskæring af samme billede. Med orkesteret vandt vi Sønderjyllandsmesterskabet i beat musik. Det var meget stort for mig, jeg levede nærmest i en rus i flere dage. Tænk sig at komme så langt. Vi havde faktisk også et ok orkester.
 
Michael Hardinger skrev for nyligt til mig (2010) at havde vi beholdt dette gamle gear ville det være guld værd i dag. Den viste Fender bass jeg står med handles til en pris af 60.000 (2010).

 The Yardless bestod af mig på bas og vokal, Inge von Münchow på singleguitar, Charly Hviid Christesen på trommer og Poul på single. Hertil Julle på vokal og mundharmonika. Julle kunne faktisk både synge og spille blues rigtig godt.


PCharlyå billedet til venstre ses Charly Hviid fra dengang, jeg spillede med ham i Julle and The Yardless, og vi var rigtig gode venner. Han boede stadig hos hans forældre, slagteren i Hoptrup. Jeg bagte stort set forgæves på hans lækre lillesøster Gurli. Charly var helt vild i varmen for at få et ASBA trommesæt med forkromede tønder, men det blev i stedet til et Slingerland, der var det hotteste på det tidspunkt, nok fordi Søren Berlev fra Gasolin spillede på et sådant, Charly han fik i 1974, desværre har jeg ingen billeder af det. Charly solgte sene hans flotte trommesæt til Nalle, altså Nalle fra Los Flamingos. Vi var meget energiske alle fra orkesteret. Når vi ikke spillede, var vi typisk nede hos Julle i Aabenraa, hvor vi hørte musik, sad på gulvet, det gjorde ”man” stadigt, og så drak vi øl. Der blev sikkert også røget hash.

Venus trio

BilledetVenus trio 1975 her viser Venus trio i 1975, som jeg kom til at spille med som bassist og sanger. Fra venstre, på billedet er det Paul, Bent Frantzen og Uno Wierød. Du finder begge to på Facebook, se eventuelt under mine Facebook "venner". Venus var det første orkester jeg spillede i hvor vi scorede kassen. Det blev til et stort stilskift. Som rockmusikere hånede vi de orkestre der spillede ”dansemusik” som vi kaldte det. Det var alt fra vi sejler op af åen over tyske drikkeviser over i dansk top á la Kjeld Heick. Det var bestemt ikke noget at skrive hjem om for os rockmusikere. Der var bare én ting ved det, det var der pengene var. Så kendetegnene for rockorkestrene fra dengang var at musikerne gik over til at spille dansemusik.
 

Uno Wierød Dansk Bobspillede jeg med som teenager ved forskellige JamSessions, allerede fra ca. 1968, hvor repertoiret var Dust my blues, og vist et par blues numre mere, med præcis samme harmonier og takt :-). Uno er stadig professionelt udøvende musiker og spiller primært solo til f.eks. familiefester. Han har også sammen med broderen Ole Wierød, udgivet Bob Dylan numre på dansk. Du finder begge brødre på Facebook, samt på min "venneliste".

Stor tak til musikeksperten, tidligere musikerkollega og min ven Uno, for kyndig korrektur på denne side om musik. Tak til Sjønne ,også med hjælp til bl.a. at stave navne rigtigt, ligeså til Ib og Ingo.

Highlights 

De bedste år i mit liv har jeg haft da jeg spillede i orkesteret Highlights. For mit vedkommende startede det hele i 1975. Faktisk mødte jeg Benny Clausen i militæret det år. Han spillede i orkesteret Highlights, der var en trio med bestykningen guitar (Benny), trommer (Bent) og orgel (Nis). Sidstnævnte instrument(er), vil vi nok i dag kalde for keyboard. De ville gerne have en bassist med, og der stod jeg. Det blev en fantastisk oplevelse! Benny er en gudbenådet sanger, og han trak i høj grad orkesteret. Han var af en kaliber jeg slet ikke havde fortjent at spille med, men det kom jeg alligevel til i over 3 fantastiske år. Highlights kom til at bestå af Nis Christensen på Hammond P100,diverse keyboards og vokal, broderen Johannes Christensen på trommer og vokal, Benny Clausen på vokal og guitar, slutteligt jeg på bas og ”vokal”. Det sidste i anførselstegn, endskønt jeg ud over at være med til at lægge stemmer til, også havde solonumre. Jeg husker bedst Lovlig alvorlig som jeg stadig nyder når afdøde Bamse spiller den, ligeså Fed rock, som jeg har spillet siden 1972 da den kom, jeg er faktisk ret sikker på at det kan jeg stadig. Under en koncert med Dingeren, D-Joe og Thorup i januar 2011 kunne jeg i alle tilfælde hele teksten og harmonierne giver "vist" sig selv.
 
Jeg har desværre ingen billeder fra dengang og har ingen kunnet skaffe (endnu, jeg håber dog Nis har). Det har egentlig aldrig interesseret mig før nu, da jeg i virkeligheden har mange hundrede i min hukommelse, der står ganske tydeligt for mig. Jeg kunne skrive sider om tiden dengang, og kan ikke bare vælge nogle af de bedste ud. Lad mig alligevel tage et par eksempel:
 
I 1974 hørte jeg Haimonds, der senere blev vore rigtige gode kollegaer. De spillede på Sommerlyst i Aabenraa. Jeg har stadig kontakt med deres guitarist og sanger Tim, du finder har i min venneliste på facebook. Denne aften havde de gæsteoptræden af et tidligere medlem Kaj Verner. Jeg har det med, når jeg møder noget der er fantastisk, græder jeg nemt glædestårer. Kaj Verner er også en fantastisk sanger som sopran, men også som falset, han kan det p… Pludselig spillede de nummeret: ”He Ain’t Heavy, Hes my Brother”, da græd jeg vel nok, det løb koldt ned af ryggen på mig. Det var simpelthen fantastisk, jeg drømte senere mange gange om at opleve det igen. Dengang var nummeret slet ikke kendt, det udkom på en single 1. september 1969 med Hollies. I dag kan vi da heldigvis kalde det en evergreen, og det må være det ubestridt mest kendte nummer med Hollies, min personlige nummer 2 er Blowing in the Wind og nummer tre kunne være Sorry Susanne. Haimonds indspillede for øvrigt Sorry Susanne på dansk ovre hos Klaus Strandholm i Præstø (Klaus og Servants), noget senere.
 
Så sker det jeg møder Benny og tænker nå ja, det er da bestemt et forsøg værd at prøve at spille med dem, og kørte til Bolderslev med min forstærker og el-bas. Jeg husker nærmest hvert et minut, vi spillede i Bolderslev forsamlingshus, hvor vi øvede oppe på senen. Hvor brødrene Nis og Johannes' forældre havde forsamlingshuset samt "Rottehullet", en slags værtshus, opgså kaldet Bolderslev smugkro (den var helt legal). Vi går i gang og så hører jeg for første gang Benny synge, jeg kan ikke beskrive oplevelsen med ord. På et tidspunkt kom vi også til ”He ain’t Heavy, He’s my Brother”, det var simpelthen det flotteste jeg nogensinde havde hørt live, på det tidspunkt, af én eller anden grund græd jeg ikke. Naturligvis sagde jeg ja til at spille med dem, og det blev starten på 3 mest fantastiske år i mit liv, orkesteret var simpelthen alt for mig, det var mit liv, jeg må med skam erkende at kæresten/kæresterne var nummer to. Jeg arrangerede som altid det praktiske, og vi fik et godt bureau MN Music, og havde næste alt det at lave som vi orkede. Senere gik vi dog over til Eugen Tajmer.
 
Som et corriosum kan jeg nævne, som også gjort andetsteds, at militær tiden var svær for mig. Specielt da vi skulle en uge på overlevelsesøvelse i stærk frost. Jeg havde da forinden været ude at spille med Highlights 2. juledag 1975. Jeg havde simpelthen kun Highlights i tankerne, og alle problemerne, kulden, sulten, frygten osv. var pist, borte, når jeg inde i mig selv sang nummeret He Ain’t Heavy…... Jeg kan ikke beskrive følelsen, men den svarer lidt til at være nyforelsket.

LægP 100 mærke til jeg skriver Hammond P 100 i stedet for orgel. Nis og jeg var ude at købe et sådant brugt for 10.000 kroner (ja tænk sig, det må være mange penge værd i dag), de var jo for længst udgået, det her viste er fra 1963. Orgelet er i bund og grund mekanisk og bruger de såkaldte tonehjul. Vi tog derfra til Bogense for at spille og havde kæmpe forventninger til det nye orgel, som vi alle havde ønsket i lang tid, ikke mindst Nis naturligvis, jeg også. Vi blev meget skuffede, det lød ikke engang så godt som vort tidligere Goodwin. Vi fattede det ikke, nu havde vi rejst land og rige rundt for at høre på Hammond orgler, nydt den fede lyd, som jeg personlig stadig gør, og så lød det bare som et almindeligt orgel. En organist registrerer jo hele tiden (registrerer betyder vælger fløjter, styrker, Lestley hastighed osv). I mangel af Highlights billeder, har jeg vist et P100, man registrerer øverst til venstre på de såkaldte drawbars. Pludselig kom den FEDE lyd af et ”rigtigt” tonehjuls Hammond, så stor en oplevelse at få den sound på orkesteret. Det viste sig at Nis havde overset en ”standard knap indstilling” der nærmest fik orglet til at lyde som et stykke legetøj. Hvis du ser de hvide knapper øverst, var det én af disse det var galt med. Registreringen foregår til venstre, som før nævnt, og det er her den fede lyd bl.a. hentes. Nederst til højre sidder omskifteren til Leslie'en.
 
Glæden var stor den aften, hvor vi spillede i Bogense. Billedet til højre er taget i 2009 af Susan Gierringe i balsalen hvor vi spillede dengang.Paul i Bogense Faktisk havde det 1 ½ oktav i fodbas, men den blev aldrig monteret når orglet blev brugt til orkester brug. Tænk sig, jeg kan huske, end dog ganske tydeligt, at jeg hørte Sir Henry and His Butlers i 1967. Dengang havde Tommy Sebach faktisk et P100, og jeg kan huske hvor besværligt det var at få det tunge orgel ned over scenekanten da de skulle hjem. Jeg kan også huske da de kom i en åben amerikaner med trailer, og jeg så Tommy og Ole for første gang. Jeg var 12 år. Heldigvis kunne vi i orkesteret nøjes med et P100, vi ønskede det faktisk ikke større. De store, f.eks. Procol Harum havde et B3, det har de naturligvis stadig. Et P100 er rigtig tungt for to mand, det er jo mekanisk, et B3 vejer 176 kilo.

Til venstre ses noget af mit gear fra dengang, igen i mangel af andre billeder. Fender DuDual Showanal Showman, bestykket med 15” JBL K130. Flemming "Bamse" Jørgensen havde også en sådan til til hans Rickenbacker bas, ellers var den kun brugt som forstærker til guitarister. F.eks. Per Frost fra Midnight Sun. Den havde en fantastisk lyd, skulle jeg i dag købe en forstærker ville det blive nøjagtig den samme, samme bas og bruge de samme Rickenbacker glatte strenge.  

Jeg er også nødt til kort at fortælle noget jeg husker som om det var i går. Benny er ved at lægge 1. stemme på nummeret If (a picture paints a thousand words), Peder Kragerup er producer. Der skal meget til førend Peder bliver betaget, men da Benny jonglerede med at holde tonen ret højt med den helt rette vibration over de sidste seks takter, da var han betaget.

Mercedes 406 langBilledet til højre viser en Mercedes 406 der er den samme som vor orkesterbus var. Jeg stod naturligvis for bilen og kørte den også. Jeg havde indrettet den med 4 køjer foran, så vi kunne sove i den samt have vore personlige ejendele. Det var såmænd en udmærket bil, men med alt for ringe motorkraft. Der sad en 2 liters 4 cylindret diesel uden turbolader i den med 60 [hK], det er jo nærmest til at grine af i dag, hvor man kan få en lignende Sprinter 518, med 180 [hK]

 
Musikere fra dengang og nu

Billedet herSjønne som ung musikertil højre er af Hans Jørn Jakobsen, i daglig tale kaldet Sjønne. Sjønne er fra Diernæs Sønderjylland og er stadig udøvende musiker, ligesom han stadig bor i Diernæs, faktisk på hans fødegård. Se hans hjemmeside for at høre musik med ham. Jeg har stadig kontakt til Sjønne. Du finder ham også på min Facebook venneliste. Sjønne har bandet Sjønne and his Lonely RockBluesBand. Billedet er fra førend jeg mødte ham, bemærk mærket på den halvakustiske guitar. (hvem var den inspireret af Sjønne, jeg kan ikke huske det)

Dette Førend Sunrisebillede viser bandet der med rette kan kaldes forgængeren for det senere orkester Sunrise, som jeg var med i. Fra venstre er det Jonny Scmidt, der senere blev vor vokalist og guitarist. Hernæst Hans-Jørn "Sjønne" Jakobsen, der blev vor man på vokal og singleguitar. Herefter Charly Hviid, der var trommeslager. Til højre har vi Arne Scmidt, han var min første "rigtige" kæreste Connies storebror. Arne har lært mig rigtig meget om at lave tømmerarbejde. Vi har aldrig spillet sammen. Han kom senere til at spille med blandt andet lillebror Kaj i Kippies. En overgang boede vi alle i deres forældres hus i Genner, hvor Arne, Kaj og jeg havde indrettet 4 værelser på det ubenyttede loft.

Charly kom senere med i Pepperland, Pepperlandvore konkurrenter i Sunrise, sammen med bl.a. min tidligere klassekammerat Ib Lavendt på bas. På rytme havde de en anden klassekammerat Allan Henrics og slutteligt var præstens søn Peter Revsbeck med, han spillede på singleguitar. Han havde et øgenavn jeg ikke vil røbe her, så lad os kalde ham Peter Lyn.
 
På billedet er det fra venstre stående Peter og Charly, Nederst Ib og Allan.
 
Prøv at se Ib’s hår, sådan så vi ud dengang. Jeg havde noget lignende, gid jeg kunne få det i dag! :-) :-) :-)
 
Pepperland var som sagt vore konkurrenter i Sunrise. Jeg ved ikke om vi var trætte af dem, men jeg ved vi opførte os meget amatøragtigt og ikke særlig pænt. Vi havde sågar lavet en sang om dem på ”Valby” engelsk, gående på Johnny B. Good. Den var ikke særlig pæn. Du finder Ib på min facebook venneliste, han har været udøvende musiker mange år senere og er det vist stadig. Han bor faktisk herovre på "djævleøen" og arbejder med forsikring.

Billedet her viser Ingo von Münchowmin gode ven Ingo von Münchow, vi spillede sammen i 1974 i orkesteret Julle and The Yardless. Ingo er stadig udøvende musiker og jeg har stadig kontakt til ham. Du finder ham på min facebook "venneliste". Ingo havde været proffesionel musiker førend jeg kom til at spille med ham. De havde bl.a. spillet i Norge. Ingo havde dengang en Jaguar Mk II (bil), som jeg var meget betaget af. Jeg synes stadig det er en skøn bil.

Los BanditosBilledet til venstre er Los Banditos, som Bent, vor tidligere trommeslager i Sunrise, kom til at spille med. Fra venstre Peter Revsbeck, Bent J. Johansen og Ib Lavendt. Henholdsvis guitar, trommer og bas. Motivet og billedkvaliteten er desværre dårlig, billedet er stillet til rådighed af Hans-Jørn "Sjønne" Jakobsen. Jeg gik i samme folkeskole og klassetrin som Ib som jeg før har nævnt

Jeg husker alle musikere jeg har spillet med, og det er nogle stykker. Af musikere jeg specielt husker fra dengang, hvor bestemt ikke alle er nævnt, kan jeg i helt tilfældig rækkefølge nævne f.eks.: Julle, Uno Wierød, Bent Krogh Frantzen, Sjønne (Hans-Jørn Jacobsen), Bent Johansen, Ingo von Münchow, Benny Clausen, Nis Christensen, Johannes Christensen, Paul Bruun, Helge Engelbrecht, Charly Hviid, Flemming Jørgensen (Bamse), Arne Østergård, Ivan Pedersen (McKinlys), Lecia, Dario, Jørgen Olsen, Nils Olsen (Noller), Birthe Kjær, Peder Kragerup, Jan Eliason, Flade Ejnar, Fnugget, Jan Grau, Kjeld Heick, Ole Busk, Jan Busk, Erik Riis, Mogens Hegelund, Frank Lauridsen, Lasse Helmer, Michael Hardinger, Ib Lavendt, Peter Revsbeck, Kim Daugaard, Anders Tind (vi scorede ofte kvinder i Vejle bl.a.), Speed Henning, Annika, Kim Larsen og mange mange andre.
 
Orkestre jeg har spillet fast i:
 

After Tea
Mogens, Ole og Paul
Sunrise
Julle and the Yardless
Venus Trio
Highlights 

Tilbage 

 Musik jeg kan lide:
 
Af musik jeg godt kan lide, er her et lille uddrag, jeg ikke kan prioritere, så det kommer i helt tilfældig orden. Som det delvis ses, er min musiksmag meget bred. Der er kun tale om eksempler, skulle bare det væsentlige med, ville omfanget nok mindst være en faktor 10 større!
 
Udenlandske:
 
Procol Harum: A Whiter Shade of Pale (nyd deres B3) og mange andre f.eks. Homborg og Conquistador . Du må ikke snyde dig selv for disse numre, det sidste er inde fra Frederiksberg Have, hør ham fyre spaden af i Conquistador, også at der er kommet et nyt vers til i A Whiter Shade of Pale, samt et ekstra mellemspil.

 
Rod Steward: Ruby Tuesday og mange andre, han minder mig om min tid som underviser i Sønderborg (1981 - 1984). 
 
Carole King: 'You've got a Friend' og mange andre, nyd hende, hun er ikke helt ung længere, men endnu mere fantastisk end hun nogensinde har været! Optagelsen her ligner for mig én fra slut firserne, bedømt på hendes udseende. Jeg har i den grad nydt at spille dette for mig svære nummer.

James Taylor: You've got a friend. Hans hår er blevet "lidt" kortere. :-)
 
Cream: Tales of Brave Ulyssis, nyd Clapton, Bruce og Ginger, men også Cross Road og slutteligt, fra 2005 Royal Albert Hall. White Room Hør lige Slow Hand i soloen, Baker også. Jeg har aldrig hørt én slå på tromme på den måde han gør det.  Min favorit trommeslager er forøvrigt Rune fra Tivolis Bigband. 

Jimmi Henrix: All along the Watchtover, så fantastisk, jeg skrev en stil om den i 9 klasse til eksamen og fik en rimelig god karakter for det. (mærkelig nok :-)). Jeg var bestemt ellers ikke populær hos min dansklærer. 
 
Uriah Heep: Easy Living, hør dem engang, fantastisk, stemmerne - så eminent, nyd også den gamle B3. 

Beatles: Eleanor Rigby jeg har mange favoritter, også min første single i 1967 Penny Lane, bagsiden var jo fantastiske Strawberry Fields forewer
 
Hollies: Min ynglingsnummer er helt ubetinget: He ain't heavy he's my Brother, dette nummer betyder så meget for mig, jeg hører det mindst én gang om ugen på min iPod.

 
Carpenters: Ticket to Ride, hør dette fantastiske nummer der blev til ved et tilfælde, musikken du hører er faktisk anden "take", hør lige stemmerne! Karen fandt ved en tilfældighed teksten i et studie, hvorefter de prøvede for sjov at spille den. 
 
Michael Jackson: Say say say, hør denne fantastiske originale video, jeg så/hørte nummeret så meget i firserne på dejlige video.

Wings: Band on the Run, nummeret minder mig om 73 – 74. Ja, og så har jeg jo altid været til Beatles, specielt Paul og de numre han har skrevet. Nummeret er en senere version spillet live i Seattle i 1986. Versionen er den der kom sammen med filmen Give my regards to Broad Street.
 
Small Faces: Lazy Sunday og Itchycoo Park , disse numre bringer mig i godt humør til minderne fra 1967. A og B siden af en single jeg havde. Nyd deres Hammond på Itchycoo Park, og så prøv at få en oplevelse fra dengang vi brugte søjlehøjttalere til sanganlægget, Sienheiser mikrofoner og Selmer forstærkere.
 

Kinks: Watherloo Sunset . YES, men også Lola. Først i 2009 fandt jeg ud af det er en dejlig historie fra Soho om en transvestit, nok lidt vovet dengang. Det var Jørgen Mylius der dengang spillede den i hans fantastiske Eldorado, som jeg stadig hører så meget jeg overhovedet kan i radioen klokken 18.00
 
Ray Davies: Waterloo Sunset, én gang til, samt Days

 
Stones: Let's spend the Night together Se lige Mick Jagger. Der er forøvrigt stadig ligeså megen gang i ham. Den minder mig om det lokale tivoli der af og til kom til Haderslev. Os drenge, der var fremme i skoene, sad dernede på vore knallerter ved radiobilbanen hvor de spillede den igen og igen. 
 
Tom Jones: Jeg hører rigtig meget Tom Jones på min iPod, jeg har kunnet lide ham siden Green green grass of home, og jeg synes det er svært at vælge en favorit, da han har lavet så mange gode. Jeg hørte ham første gang i Ceasars Palace, Las Vegas. Jeg har personligt intet imod kvinderne er vilde efter ham og at han feterer dem, tværtimod.

 Tilbage

Danske:
 
Brødrene Olsen: Lige fra brødrene kom frem første gang med Angelina, har jeg været stor fan af dem, og er det stadigt. Jeg mødte dem første gang i Haderslev i 1973, dengang hvor jeg også selv var musiker. Det var så fantastisk for mig, at jeg aldrig vil glemme det. Jeg husker stadig hver en detalje fra den dag. Jeg har mødt dem flere gange siden, og de er begge nogle yderst behagelige mennesker. Jeg husker også specielt da de var med i Grand Prix i 1978 med San Francisco, som stort set alle musikere, dengang som nu, var og er enige om skulle have vundet! Bemærk linket, det er faktisk det originale klip, bemærk også at Nils Tuxen spiller på tangenter (han var jo guitarrist i Savage Rose tidligere). Jeg har selv spillet nummeret masser af gange og nød at spille det. Senere vandt de jo grand prix i 2000 med Smuk som et stjerneskud. Jeg græd glædestårer da de vandt, hvor havde, og har, de dog fortjent det. De her to nævnte numre er mine favoritter med dem. Jeg hører dem mindst én gang om ugen på min iPod. Jeg kan stadig komme i god stemning når jeg hører deres numre, f.eks. bringer: For what we are mig fuldstændig tilbage i Sunrise tiden, noget med at sidde nede på stranden og spille guitar. Jeg indrømmer jeg græd glædestårer da jeg satte linket ind. De er fantastiske og hvor har de fortjent det! Her et andet godt nummer sammen med Bob Ricketts: Breaking up is hard to do.
 
 
Sanne Salomonsen: Sanne så jeg første gang i 1970, senere så jeg hende to gange i musicalen Hair, det var så fantastisk! Dengang medvirkede også Jørgen og Nils ”Nolder” Olsen, Eddie Skolder, Annette Klingenberg, Bettina Goings og mange andre. Det var min faster Thyra der skaffede billetterne.
 
Jeg nød i den grad dengang de lave Unplugged CD’en, Jeg hørte dem i Falconer Centeret sammen med Kirsten Pedersen, den var så fantastisk, jeg hører den stadig ofte, f.eks. Come Together (Lenon/Mchartney).
 
Jeg nyder så meget koncerter med Sanne. Grundet hende selv, men mindst ligeså meget for de fantastiske musikere hun formår at samle. Jeg hørte hende i 2009 sammen med Nelly Ewald, det var en fantastik koncert, hvor hun havde sit comeback efter lang tids sygdom. Tak Sanne. Jeg indrømmer gerne at efter vi engang spillede som Backing for hende, har jeg ikke kunnet udstå hende. Heller ej dengang hun altid sagde ”man” om sig selv, jeg kaldte hende faktisk ”man”, i dag synes jeg hun er så hamrende dygtig, og en flot lækker kvinde på senen. Mit ynglings nummer er Taxa.
 
Ivan Petersen: Ivan Pedersen har jeg et helt specielt forhold til, grundet hans tid i Mckinleys, hvor han var trommeslager. Orkesteret, der dengang boede i Aalborg, er efter min mening et af de orkestre vi nogensinde har haft i Danmark, måske det bedste. Prøv lige at høre ham på det efterfølgende nummer sammen med Lecia Jönson, så fantastisk et nummer, det bedste de sammen har lavet. Mine ynglings nemre med Mckinleys er: Check to Check og Funny how Love can be og her i Laban sammen med Lecia: Life in Syberia.
 
Shu-Bi-Dua: Shubidua har jeg kendt lige siden de udgav Fed Rock i 1972. I mine ører er de fantastiske. Jeg har mødt dem i flere konstellationer, og holder specielt af Dingeren (Michael Hardinger), Kim Daugård og Bonden (Michael Bundesen). De kom engang og besøgte os da vi spillede på Zanzibar i Sønderborg, det blev en aften, nat og morgen jeg aldrig vil glemme! Jeg har spillet mange numre med dem lige fra 1972 som f.eks.: Fed Rock (som før nævnt), McAgarine, Danmark og mange andre Mit ynglings nummer er: Sexchikane, men ligeså meget Nattens dronning.
 
Erann DD: Eran DD hørte jeg første gang for 17 år siden (2011), da han var sanger i orkesteret Zap Zap, de var rigtig gode, ikke mindst deres fantastiske bassist. Jeg har valgt denne, som én af de mange.
 
Tivolis Bigband og Peder Kragerup: Jeg mødte første gang Peder Kragerup under en pladeindspilning vi lavede i "København", jeg har hvert år kort til Tivoli, alene for at komme ind for at ”høre” ham og tivolis bigband. Når du ser og hører denne video, forstår du måske at jeg nyder at sidde derinde. Jeg kan sagtens tage derind for at høre Rune alene, trommeslageren, han er så eminent når han giver den bare lidt gas. 

Birthe Kjær: Birthe Kjær har jeg hørt og set mange gange, sidst til hendes 40 års jubilæum. Der ligger en helt speciel historie bag jeg ikke vil fortælle her, men da nævne at jeg altid har syntes at hun er en dejlig kvinde, det synes jeg stadig. Birthe er yderst professionel, og jeg har blandt anden haft den store glæde at spille som backing orkester for hende. Her én af mine favoritter Vi maler byen rød fra grand prix.
 
NHØP: Jeg har kun hørt Niels Henning én gang live på Montmartre, men hør her I skovens dybe stille ro, han er fantastisk og med god grund valgt som verdens bedste jazzmusiker et år, ligesom Alex Riel er blevet det på trommer. De er så fantastiske.


Bifrost: Fotograf Heinrich fra Haderslev sendte mig for nyligt (2010) et nummer med dem på facebook, hvor er de fantastiske, hør engang stemmerne her i: Narredans. Nu er det morgen, har jeg desværre ikke kunnet finde på Youtube. Den er min favorit. 

Rugsted og Kreuztfeldt: Jeg var i foråret 2010 til koncert med Rungsted Krydsfeldt sammen med Hanne Meyer, det var ikke mindre end fantastisk, de kan stadig de gamle drenge. Jens Rugsted er jo helt tilbage fra Savage Rose i tresserne.  

McKinlys: McKinlys er en lang lang historie, jeg måske vil skrive om engang. Jeg vil her kun nævne at jeg oplevede dem første gang i 1975, de er for mig nok det bedste orkester vi har haft i Danmark indenfor de sidste 4 årtier. Jeg har fulgt Ivan Pedersen siden, og han er stadig forundret over at jeg kan huske alle de gamle numre han ikke selv lige kan komme på, også musikere fra dengang. Men hør lige Love in Syberia med Laban i stedet. Er de ikke skønne begge to. For mig slår netop dette nummer en pind igennem at der blev set lidt ned på dem.  

Jan Glæsel og Thomas Eje: Klik her og hør et nummer der rykker! De er begge fantastiske. TilbageDe bedste koncerter jeg har været til de sidste år er:
 

Nogle af de bedste koncerter jeg har været til:

Procol Harum:

Hanne Locher inviterede mig. Hanne er af en musikalsk familie og hun er cerebralt meget velfungerende. Hun ringede og spurgte om jeg ville med til koncert med Procol Harum koncert i Amager Bio. Jeg prøvede sådan forsigtigt at spørge om hun viste hvem Procol Harum er, det gjorde hun (naturligvis). Jeg tænkte at det så måtte være et orkester der efterlignede Procol, ligesom det er set med f.eks. Led Zeppelin og Beatles. Det blev en lang historie der endte med at orkesteret havde samme instrumenter som Procol, et Hammond B3 bl.a.

 
Da "kopiorkesteret" kom ind på scenen blev jeg som paralyseret. ------ Det var Procol Harum med Gary Brooker, hele koncerten, der var fantastisk, blev en nærmest syrealistisk oplevelse.
 
Rolling Stones:
 

Rolling Stones hørte jeg sammen med min ex. kæreste i Parken. Jeg mangler ord, det var fantastisk. Mick Jagger har ligeså meget gang i den som altid. Jeg kan huske jeg på en tur hjem fra USA i 1999, talte med en amerikaner om at Keith Richard var et eksempel på at der findes et levende vrag. Jeg må sige at der i vist 2007, performede han helt fantastisk. Sikke han kan både synge og spille. Specielt er han så eminent på guitar. Jeg så en udsendelse om dem på Discovery Channel omkring den største koncert de endnu har afholdt, så fantastisk.
 
Rugsted og Kreuztfeldt:

Rugsted Kreutzfeld var jeg i Amager Bio for at høre sammen med min gode ven Hanne Meyer. De gamle drenge kan bare det der, de var gode som aldrig før! De havde friske unge musikere med, der simpelthen var så eminente som jeg yderst sjældent har hørt det før. De spillede alle de gamle skønne numre fra for 30 år siden (2010). Jeg kendte dem alle, så flot.
 
Sanne Salomonsen:
  

Jeg hørte Sanne på hendes Comeback turne i efteråret 2009 sammen med Nelly Ewald, som før nævnt. Det var en god koncert, og som altid havde Sanne rigtig gode musikere med. Denne gang bl.a. Per Frost, altså Gnags Per Frost. Den bedste jeg har været til med hende var Unplugged koncerten i 1995. Her Jeg ved det godt fra koncerten.
 
Lis Sørensen & band:

De spiller hvert år, sidste søndag i kirkeåret, i Christianskirken i København, det er så fantastisk! Hun har altid fantastiske musikere med. Fra 2009 vil jeg nævne Poul Halberg og søsteren Jette Schandorf på bas, Jan Sivertsen, selvfølgelig, og Jonas Krag. Jeg skal naturligvis også til koncerten i 2011. Se dem fyre den af her.
 
Walkers med Torben Lenager:
 

Jeg hørte dem i sommeren 2009 sammen med Susan Gieringe, der er billeder derfra på min facebook profil. Jeg har nu aldrig lige været til Walkers, men hvor er det dejligt at se Torben Lenager i fuld vigør, som han altid har været. Dette samtidig med, at det er flere år siden det sidste orkestermedlem i Defenders døde. Det er et hårdt liv at være musiker!
 
Jeg talte for nyligt (2010) med en dejlig kvinde han havde prøvet på at score (eller passer det ikke Torben? :-). Hør ham i Together Forever, et fantastisk stykke musik, jeg har nydt at spille et hav af gange sammen med Highlights, jeg kan stadig tydelig se for mig at Benny synger den. De spillede den naturligvis ved koncerten. Jeg kan se Ole Bredal spiller bas på nummeret, så det må være sammen med Sir Henry and he's Butlers han optræder.
 
B-joe:

De er gode, han kan bare styre den spade, hvor er det dejligt at opleve, også når han spiller med Dingeren og Thorup. Hør dem/ham her. Jeg var inviteret af B-Joe til koncert sammen med UFO i oktober 2010, det var højt, men også godt. Hør ham fyre spaden af, han kan det der, og så synger han bare godt! Her i januar 2011 hørte jeg ham atter efter jeg var blevet inviteret, denne gang unplugged sammen med Michael Hardinger og Jørgen Thorup. Hammer god koncert med glade numre. B-Joe spillede naturligvis på western guitar og spillede med den på wau - wau pedal. Det var første gang jeg hørte det. Hør dem her.
 
Stor tak til musikeksperten, tidligere musikerkollega og ven Uno Wierød, for billeder og for kyndig korrektur på denne side. Også musikeksperten, tidligere musikerkollega, leadguitarist og ven multiinstrumentale Sjønne, for billeder, indspark og korrektion af stavefejl i navne og meget meget andet. Sjønne har virkelig gennemlæst denne side. Også tak til Winnie Ramsey for kyndig korrektur både på engelsk og dansk. Ligeså Ingo von Münchow og Ib Lavendt for billeder.
 
Jeg har i dag al min musik i iTunes og hører den da via min iPhone og iPod, forhåbentlig snart iPad, på stereoanlæg, i bilen eller via hovedtelefoner.

Tilbage