Paul Korsgaards hjemmeside

Prædikener af Paul Korsgaard

 Tilbage

I forbindelse med mit teologistudie har jeg haft den store glæde at have fået lov til at holde to prædikener i Trinitatiskirken. Yderligere har jeg af og til holdt prædikener til begravelser, den første var til min fars i december 1993. Jeg har holdt flere, bl.a. for min onkel Bent.

 

Mine prædikener har det med at blive for lange, men det kan næppe komme bag på folk der kender mig. J Jeg har ingen intentioner om at blive præst og har aldrig haft det. Jeg kender flere, og finder jobbet rigtig spændende. Her specielt omkring at tage sig af, og være kærlig overfor mennesker, den filosofiske/teologiske teoretiske indgangsvinkel, sjælesorg og andre ting.

 

Jeg har flere favoritter som præster. Øverst på top ti står Johannes Møllehave, de efterfølgende kan jeg ikke placere, men jeg bør nævne Flemming Pless fra Christianskirken på Christianshavn, der kommer jeg jævnligt for at høre ham. Jeg nyder specielt hans intellekt og nok ligeså meget at Pless formår at gøre kirken populær UDEN at være plat, det er så flot.

 

Pless holder altid ekstemporalprædiken, det nyder jeg bare så meget at lytte til, og har aldrig hørt andre end Johannes Møllehave også gøre det. Han formår at holde fuld kontinuitet og formår at bringe dagligdags emner ind i kirken. Han holder altid gode prædikener. To der har gjort indtryk på mig, var bygget på termodynamikkens anden hovedsætning, den anden på gældssanering. Disse to emner kan på abstrakt vis, i teologien som i videnskaben generelt, defineres som henholdsvis: Verden går mod uorden og (synds) forladelse.

 

Herunder et eksempel på en prædiken til Fastelavnssøndag, hvor jeg valgte kærlighedens lovsang i anden tekstrække: 

 Tilbage

Prædiken fredag d. 20. februar v. stud. teol. Paul Korsgaard.

 

I  Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.

 

Epistelen skriver profeten Paulus i sit første brev til Korintherne:

 

Kærligheden

 

Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så kan jeg flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver i mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.

 

Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, holder ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, håber alt,  udholder alt.

 

Kærligheden holder aldrig op. Profetisk gaver, der skal foregå; tungetale, den skal i forstumme, og kundskab den skal forgå. For at vi erkender stykkevis og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkommende kommer, skal det stykvise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod som et barn, tænkte som et barn. Men da jeg blev voksen , aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykvis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.

 

Så bliver det tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

 

Amen

 

Fasten er jo den tid på året, der er med til at bedyre forårets snarlige komme og at Påsken står for døren om 40 dage. Børn klæder sig ud efter gammel tradition, og på steder kan man stadig se dem gå rundt fra dør til dør og rasle med deres bøsser og synge fastelavnssange. En gammel tradition der ses praktiseret selv her inde i denne travle stad.

 

Fastelavn var oprindelig en fysisk og åndelig forberedelse til påsken. Selve ordet kommer af det tyske ”fastelabend”, hvilket vil sige faste aften. Fastelavnssøndag var således indledningen på fasten, der før reformationen og startede onsdagen efter fastelavnssøndag, den såkaldte askeonsdag.

 

Før den Lutherske kirke, var fastetiden en tid hvor man gav afkald på især kød, dette blev indledt med en vis løssluppenhed forud til den strenge fastetid, man holdt karneval, der er sammensat af termerne Carne vale, disse stammer fra Latin og betyder: ”Farvel til kød”. Den tidligere fysiske faste skulle symbolisere Jesu lidelser, ved hans faste i ørkenen igennem 40 dage.

 

Vi går nu ind i fasten indtil Midfaste Søndag, hvorefter det bliver Mariæ bebudelsesdag, Palmesøndag, og vi er så klar til at tage fat på en forhåbentlig rigtig god Påske, når der er gået bare fyrre dage, startende Skærtorsdag. Så Fastelavn kan ses som det første tegn på forårets snarlige komme. Vintergækker og erantis er begyndt at blomstre, dagene er blevet længere og vi kan glæde os over, at det bliver tidligere og tidligere lyst om morgenen og senere og senere mørkt om aftenen. Vi har jævndøgn allerede om en måned, i det hele taget har vi for længst passeret den mørkeste tid på året, som vi jo lyser op ved at fejre vor herre Jesu Kristi fødsel 3 dage efter årets korteste dag, Som det nu næsten er gået to måneder siden vi havde. Vi kan så småt begynde at glæde os til at der kommer knopper på træer og blomster og at disse senere springer ud i et sandt farveflora. Om godt og vel to måneder, kan vi måske tage ud i Dyrehaven eller lignende steder og se de skønne træer springe ud, eg som bøg, i deres flotte grønne dragt af nyudsprungne blade. Så lad os glædes over at vi går en god tid i møde ved a fejre denne Fastelavns weekend, dog foruden de senere 40 dages fysiske faste, der jo som nævnt er noget der hører fortiden til. Denne forventningens glæde, vil jeg betragte som en kærlighed til livet, med en viden om at den lyse tid atter vil vende tilbage og kulminerer i en forhåbentlig dejlig og lang sommer vi alle kan glæde os til. 

 

Kærligheden derimod, hører jo hele året til, ja hele livet til, men det må vel betragtes som almindelig velkendt i folkemunde, at forelskelsen specielt hører foråret til. Forelskelsen er jo netop den følelsesmæssige fantastiske start på kærligheden mellem to mennesker, der måske allerede elsker hinanden eller forhåbentligt kommer til at elske hinanden, at have kærlighed til hinanden. Og det er jo netop kærligheden Profeten Paulus skriver om i sit første brev til Korintherne. Kærlighed i livet kan være mange ting, men mon ikke at netop vi kender ”forårsforelskelsen” som et af livets højdepunkter rent følelsesmæssigt, en følelse der kan være på højde med at sætte et barn til verden. Tænk engang på hvor mange populære melodier der er skrevet om forelskelse og ikke mindst kærlighed. Selv føler jeg at jeg hører sen tresserne til rent kulturelt, den såkaldte flower power tid, hvor vi havde slogans som ”Peace, Love and Harmony”. Her vær kærligheden en meget vigtig hovedingrediens, det var som om den dengang var gået fortabt i specielt tressernes hastige fremskridt og industrialisering og automatisering. Kristendommen var vist også på vej til at blive rationaliseret væk i alle ratiodaniseringens såkaldte goder. Jeg husker da gamle Beatles numre som ”All You need is Love”. Der for mig mentalt er et stykke musik der kendetegner den tid, som handler om kærlighed, og som er et nummer, der blev lavet det af, vi i dag vil kalde en video. Af samme grund er det lykkes mig, at erindre oplevelserne fra min tidligere ungdom omkring blandt andet den tids kærligheds begreb.

 

Vi mennesker har nogle basale behov, jeg tror at vi ofte er tilbøjelige til at glemme at et af de vigtigste er kærligheden. Vi har som målsætning at få  et stort hus, helst to biler, et sommerhus, en sejlbåd osv. Ofte på bekostning af at karrieren er så tidsmæssigt og psykisk belastende, at der ikke engang måske er tid til at få børn, som vi jo netop kan give vor kærlighed, og senere få kærlighed fra. Det er som om, at der i vor dagligdag ikke er plads til kærligheden, den er blevet ”rationeret” bort, til fordel for forbrugsgoder, travlhed, overarbejde, fritidsaktiviteter, ligegyldighed, ja måske endda en hvis form for ”trend”, vor man hvis man vil være ”cool” skal udstråle modsætningen til kærlighed, en form for pseudo had.  

 

Kærlighed er faktisk den kostbareste gave her i livet, og i Første Korintherbrev læser vi jo netop i kapitel 13: ”Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al landskab og har al tro, så kan jeg flytte bjerge, men ikke har kærlighed er jeg intet”. Vi må tolke Paulus derhen, at hvad vi end måtte have af materielle værdier, er vi intet uden kærlighed. Kærligheden er den der giver os livs gnisten, kærligheden giver os energien, kærlighed giver os lykke, ja – kærligheden gør i det hele taget livet værd at leve, kærligheden er Guds gave til os, en sand gave der kan give os livsværdi. Vi kan måske sige det på en anden måde, uden kærlighed kan vi ikke mentalt og åndeligt leve livet. Lad os derfor glædes over at vi har kærligheden, give den lov til at gro, at trives, at vokse og giv kærligheden plads til at leve og være blandt os. Giv plads til kærlighed her i menigheden og giv plads til kærligheden indbyrdes blandt de studerende fra Universitetet der måttet være iblandt os. Der er et gammelt mundhæld der siger: ”Lykke er ikke gods, guld og grønne skove”. Nå ja da, -- det er vis velkendt, men hvad er lykken så? -- Det fik vi jo ikke svar på i mundhældet! -- Lykken kan vi  i høj grad finde gennem kærligheden. Dette værer sig Guds gensidige kærlighed til os og den gensidige kærlighed til vor næste.

 

Kærlighed kan vi give i dagligdagen, det kan være et lille smil, en hjælpsom hånd, at bruge pæne ord, at sige noget pænt eller positivt om et medmenneske, et knus, et kys på kinden, ja sågar bare at tilbyde en simpel hjælp. Det er kærligheden til Faderen, Sønnen og Helligånden, kærligheden til vor næste, kærligheden til vore børn, kærligheden til vor elskede kæreste eller kone. Kærlighed er også at hjælpe et menneske i nød, at bruge fem minutter på at tale lid varmt til en psykisk syg, en dranker, en subsistensløs eller til én af de ca. 10.000 mennesker der er hjemløse her i Danmark. Tænk her også på, at mange af disse mennesker er kommet i nød, på grund af mangel af kærlighed.  Paulus skriver jo netop, at det er selve kærligheden det gælder, og at vise og give denne vil i sidste ende ofte være en større gave og værdi for den nødlidende end nogle få raslende mønter, endskønt det nok er dette vedkommende higer efter som en anden livs nødvendighed om det så er til lidt mad eller den næste bajer. Husk på, at vi jo netop i Første Korintherbrev læser: ”Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al landskab og har al tro, så kan jeg flytte bjerge, men ikke har kærlighed er jeg intet”. Bemærk igen her, hvor vigtig en bestanddel af vort liv kærligheden er.

 

Jeg havde en mærkelig oplevelse i et storcenter i én af forstæderne til København for ca. en uge siden. Jeg var på vej igennem idet centeret er integreret med en S-togsstation, hvor jeg netop var ankommet. Det et menneske og væltede rundt på gulvet, han blødte fra hovedet, og havde tydeligvis slået sig flere gange. Der var flere der kikkede på ham men ingen hjalp. Jeg smed hvad jeg havde i hænderne, gik hen og tog om ham for at berolige. Der var ingen der hjalp, tværtimod fik jeg af flere at vide: ”Ham kan du godt opgive, han har rodet rundt i lang tid!”. Jeg er ikke læge, og skal ikke stille nogen diagnose på det pågældende menneske, og mener også den kan være fuldstændig ligegyldig. Det jeg vil sige med den korte fortælling er, at ind i mellem er der ikke megen plads til medmenneskelig kærlighed. Jeg følte selv, at det indimellem er svært for mennesker at få bare simpel næstekærlighed, jeg gad godt vide hvad der var sket, hvis nu det var borgmesteren det var sket for i stedet. Jeg vil da godt stille det spørgsmål, om ikke netop det er det pågældende syge menneske der har brug for kærlighed i form af omsorg og hjælp til tilkaldelse af ambulance i første omgang, så vedkommende kan komme i trygge hænder det rette sted.

 

Der er næppe nogen tvivl om at når Paulus i Første Korintherbrev taler om kærlighed taler han om kærligheden til Gud, den kærlighed der ikke forekommer stykvis eller partielt, men som kun kan ses som et samlet hele, en stor del af dagens tekst skal nok ses ud fra dette. Men jeg vil da godt spørge mig selv, om ikke også i kender dette i andre af livets forhold? Det at kærligheden til et andet menneske som ens barn eller til ens elskede er en ”samlet pakke”, som det vist er blevet så populært at sige på ”nydansk” i disse informations teknologi tider! Vi kan jo også bare vælge at sige et samlet hele. Når vi har kærlighed til disse mennesker vi elsker, skyldes det ikke alene en bestemt egenskab som udseende, kundskaber, intelligens, uddannelse, sprog, væremåde, kultur eller andet, men det samlede hele. Vi ser det pågældende menneske som et smukt menneske, og termen smuk er her en abstraktion, der ikke nødvendigvis forbinder sig til udseendet. Vi ser kærligheden som en helhed, og kan måske godt bryde den op stykvis, og f.eks. tale om væremåde eller udseende, men vil altid se kærligheden som et samlet hele.

 

Paulus skriver også om kærlighedens egenskaber eller facetter om man vil. Her kan man tænke på kærligheden til Herren, men for mig også til kærligheden mellem menneskene, der jo netop skal prøve at leve i Guds billede. I dagens tekst hører vi ting nævnt som at kærlig er tålmodig. Gud er ubetinget tålmodig, men kender vi ikke også f.eks. tålmodigheden vi kan have til vore børn. Bevares vi kan komme lidt uoverens, men grundet kærligheden og dens beståen kommer vi overens igen hurtigt. Kærligheden er mild, her kommer jeg ofte til at tænke på vort kropssprog og de milde blikke som to der sandt har kærlighed til hinanden kan sende hverandre. Kærligheden praler ikke, nej – kærligheden har nok i sig selv, er sig selv værd og behøver ingen udenoms faciliteter til at fremhæve denne, dette vi snarere være med til at gøre den falsk. Kærligheden bilder sig ikke noget ind, -- nej -- Gud er sandheden ifølge Søren Kierkegaard, samtidig er ægte kærlighed mellem mennesker også sand. Jeg hørte for mange år siden en kollega der var Far til en femårig søn fortælle, at hans søn var multihandicappet og fortælle om hvad det inde bar for ham. Umiddelbart efter sagde han: ”Men jeg synes han er så dejlig og så dygtig!”. Dette må da være kærlighed, hvor han netop ikke bilder sig ind at drengen er rask, men naturligvis har kærlighed til ham alligevel.    

 

 

I dagens tekst hører vi også Paulus skrive at kærligheden gør intet usømmeligt. Her må han tænke på Guds kærlighed til os menneskebørnene. Jeg ser den nu også derhen, at gør mennesker usømmelige ting overfor hinanden, kan der sættes spørgsmålstegn ved kærligheden. Kærligheden søger ikke sit eget, der vil altid skulle mindst to til for at der kan være tale om kærlighed. Dette kan være to mennesker imellem, eller os som mennesker i relation til Gud. I kærlighedens sande billede er der derfor ingen grund til at søge sit eget, men at dele kærligheden med en anden.

 

Kærligheden holder ikke op, her tænker Paulus i første Korintherbrev givetvis på at Herrens kærlighed til os er uendelig og evindelig. Kærligheden bærer ikke nag. – Nej – har vi sand kærlighed til hinanden, kan vi naturligvis ikke bruge nag til noget. Dette må også betyde, at har vi indbyrdes problemer eller andre uoverensstemmelser, må vi fortælle hverandre om disse gensidigt for at få dem løst, i stedet for at bære nag. Ved syndsforladelsen er det ligeledes vigtigt at tænke på, at Gud ikke bærer nag til os når vi beder om at få vore synder forladt. Kærligheden finder sin glæde ved sandheden og glæder sig ikke ved uretten. Vi må tale sandt sammen når vi har kærlighed til hinanden, det er en del af kærligheden. I min fødeegn har vi et mundhæld der hedder: ”Med ærlighed kommer man længst”, jeg kommer fra Sønderjylland, men jeg tror det samme gælder herovre. Dette gælder ikke mindst i den sande kærlighed.

 

Slutteligt nævner Paulus at kærligheden tåler alt, håber alt og udholder alt. Denne passus ser jeg som meget vigtig. Jeg har selv lige været gennem nogle måneders sygdom, og har i den grad mærket kærlighed fra mine aller nærmeste. Jeg er også stor tilhænger af det gamle mundhæld: ”Det er i nøden man skal finde sine sande venner”. Det har jeg desværre måtte sande flere gange i livet. Omvendt vil jeg sige at det er en god, om end hård metode, at finde dem på. Og taler vi om kærligheden, må denne blandt andet høre de sande venner til.

 

Søren Kierkegaard skriver i Kjerlighedens Gjerninger om tre former for kærlighed. Erotisk kærlighed, venskab og næstekærlighed. Han siger ikke det ene udelukker det andet, men at det er vigtigt at skelne mellem disse tre former. Lad mig citere et kort stykke fra Kjerlighedens Gjerninger:

 

Kærligheden er mødet mellem mennesker; hin enkelte træffer, hin enkelte, og på samme måde, som den enkelte må være virkelig for sig selv, må den enkelte anden respekteres i sin afgjorte virkelighed. Subjektivitetens sandhed må være gensidig, hvis kærligheden skal kunne kommunikere og gøre sig gældende. 

 

Tja, -- Kierkegaards sædvanlige finurlige måde at udtrykke sig på. Her taler han tydeligvis ikke om kærlighedsforholdet mellem Gud og mennesket, som han gør andre steder, men i stedet for kærlighedsforholdet mellem to mennesker. 

 

Lad mig afslutte denne prædiken med ønsket om større kærlighed i verden generelt. Det værer sig blandt os der er samlet til gudstjeneste her i dag og den øvrige menighed, i vore familier, blandt kollegaer, blandt venner og bekendte og i vort samfund i sin helhed. Lad mig samtidigt udbrede ønsket om en god Fastelavn samt en god weekend. 

   Tilbage